• • Kvalitetsudstyr fra top brands •
  • • Fri fragt ved køb over kr. 300,-  SVERIGE/NORGE/Customers outside Denmark - click here 
  • • Bliv medlem og få en masse fordele •

Dækkenguide

Hvordan vælger jeg det rigtige dækken til min hest?

 

Det kan være ret forvirrende at vælge dækken til sin hest. Både om man overhovedet skal give sin hest dækken på eller ej, hvornår man i så fald bør gøre det og naturligvis hvilket dækken, man skal vælge.

Vi har lavet en guide, der forhåbentlig kan svare på nogle af de spørgsmål og hjælpe til med at gøre valget lidt mere overskueligt.

HUSK PÅ, at det er vigtigt, at hesten er ren og fin under dækkenet. Er hesten for eksempel støvet og beskidt, kan dækkenet komme til at gnave og genere. Samtidig er det vigtigt at vaske dækkenet engang imellem for at holde det rent og funktionelt.

 

FORDELE OG ULEMPER

Dækken

  • Den største fordel for hesten ved at have dækken på er, at den er bedre beskyttet mod vind og vejr. Dette er specielt en nødvendighed, hvis man er nødsaget til at klippe sin hest, for eksempel på grund af træning og konkurrencer. For eksempel er et dækken også en god ide til en ældre hest, der har svært ved at holde huld.
  • Fordelen med dækkener for dig er, at din hest forbliver ren, tør og klar til en ridetur, samtidig med at den kan gå ude en stor del af tiden.

... eller ikke dækken?

  • Mange ser en fordel i, at hesten kan gå uden dækken, hvis den har en tyk nok pels og den ikke er nødsaget til at blive klippet. Herved kan hesten selv justere sin kropstemperatur efter vejret. Som hovedregel har heste en fantastisk evne til at tilpasse sig vejrforhold og temperatursvingninger, og har derfor i princippet ikke brug for dækken.
  • Fordelen for dig er, at du ikke skal være opmærksom og skifte dækken, hver gang vejret ændrer sig.

 

FORSKELLIGE TYPER DÆKKENER

 

 

TÆPPE/ULDDÆKKEN: Dette type dækken bruges ofte for eksempel når der skridtes varm/skridtes af i de koldere tider. Derudover kan hesten også have det på i stalden, i traileren eller andre lignende steder som en ”midlertidig” løsning, for at hesten ikke skal blive kold - specielt hvis det har en svedtransporterende effekt.

EKSEMDÆKKEN/FLUEDÆKKEN: Typisk et dækken som dækker det meste af hestens krop, og som er helt tyndt, hvilket gør det optimalt til brug i sommerperioden. Dækkenet beskytter, som navnet antyder, mod fluer og irriterende insekter, og dette er specielt nyttigt til heste med sommereksem, hvilket netop udløses af insektstik.

SOMMERDÆKKEN: Et sommerdækken er godt til sarte heste, for eksempel skimler eller hvide. Disse heste kan være ekstra sarte over for solens stråler, og et sommerdækken indeholder et anti-UV materiale, som netop beskytter hesten mod de stærke stråler.

REGNDÆKKEN: Fås enten uden eller med lidt fyld – nogle gange med et tyndt lag fleece på indersiden. Dækkenet beskytter mod for eksempel efterårsvejret ved at være vandtæt og vindafvisende. Holder hesten tør, men giver som regel ikke ekstra varme.

STALDDÆKKEN: Et stalddækken er ikke vind- og vandtæt, men virker som en slags ”dyne” for hesten, når den står i stalden. Dækkenet er som regel heller ikke udformet til, at hesten kan bevæge sig vildt rundt, men pointen med dette type dækken er netop at holde hesten varm og tør i stalden. Fås med mange forskellige mængder fyld.

OVERGANGSDÆKKEN: Et overgangsdækken er lidt en blanding af et regndækken og et vinterdækken. Dækkenet er egnet til udendørs brug, når vejret bliver koldere, da det både er vejrbestandigt og samtidig indeholder fyld, der holder hesten varm. Typisk har det omkring 100-200 gram fyld.

VINTERDÆKKEN: Vinterdækkenet er en ”opgradering” af overgangsdækkenet – det er ligeledes velegnet til udendørs brug i vind, vand, slud og sne, mens det samtidig har en stor mængde fyld (som regel over 200 gram). Dækkenet skal stadig være åndbart, så hesten ikke sveder og bliver våd under dækkenet.

KOMBIDÆKKEN: Et andet koncept er det, der kaldes et kombidækken. Dette indebærer et stalddækken eller en liner, som kan skiftes ud alt efter behovet for fyld, og dette har hesten på i stalden. Når hesten skal på fold, lægges så et tyndt dækken udenpå, som er vind- og vandtæt, mens hesten stadig har varmen fra lineren indenunder. Nogle stalddækkener kan dog have så glat en overflade, at det ikke egner til som inderdækken, så derfor er dette ikke altid en oplagt mulighed.

Undgå for meget vinterpels:

Heste sætter naturligt pels i vinterhalvåret – nogle heste mere end andre. Man kan med fordel lægge dækken på sin hest allerede, når den begynder at sætte pels, hvorved den altså vil sætte mindre pels. I det tilfælde er det en god ide at bruge en kombination af for eksempel både stalddækken indendørs og et regndækken/overgangsdækken udendørs. Men det er naturligvis også vigtigt at fortsætte med at bruge dækken til hesten som kompensation for den manglende vinterpels.

 

DÆKKENETS HOLDBARHED

Dækkenets overflade har stor betydning for holdbarheden af dækkenet. Alle dækkener, specielt udedækkener, bør have en rivefast og slidstærk overflade, og til dette bruger man betegnelsen denier. Denier bruges som målet for densiteten af vævningen/materiale, og som hovedregel gælder, at jo højere denne værdi er, jo mere slidfast er dækkenet. Som regel bruges der typisk materialer med 600-2000 denier.

Dertil kommer også, at man skal overveje hvilket materiale, der er anvendt. For eksempel er nylon generelt stærkere end polyester, og man kan derfor finde et nylon-dækken med lav denier-værdi, der har samme holdbarhed som et polyester-dækken med højere denier-værdi.

Selvom din hest måske ikke er den vildeste på folden, kan det sagtens betale sig at købe et godt, holdbart dækken, da der nemt kan ske skader – specielt når den går sammen med andre heste.

Vandtæthed: Det er ligeledes vigtigt, at folddækkenet er vandtæt. Vandtætheden måles i HT (hydrotermisk trykhøjde), altså højden i mm på en lodret vandsøjle. For at dækkenet er vandtæt, sættes der et minimumskrav på HT-værdier fra 1000.

Åndbarhed: Åndbarhed er også en vigtig ting - hesten vil blive våd af den varme og fugtighed, den afgiver, hvis ikke dækkenet er åndbart. Åndbarhed måles i MVP (moisture vapour permeability), altså den mængde luftfugtighed, der passerer gennem en kvadratmeter af stoffet. Et materiale er åndbart, når MVP-værdien er over 1000 enheder.

 

TEMPERATURER OG VALG AF FYLD

Denne tabel er naturligvis kun vejledende. Mange faktorer spiller ind, såsom:

     - Nogle heste har tykkere pels end andre – for eksempel giver man sjældent islændere dækken på

     - Kraftig vind kan få det til at føles meget koldere, end termometeret siger, hvilket betyder et tykkere dækken – det samme         gælder for regn og sne

     - Ældre heste kan med fordel bære et lidt tykkere dækken for at holde på huld uden at bruge "ekstra" energi

 

  Min hest er ikke klippet

  Min hest er klippet

  Regndækken eller dækken uden fyld

  Mellem 0 og 5 grader

  Mellem 5 og 10 grader

  Dækken med let fyld
  (100-200 g)

  Mellem -5 og 0 grader

  Mellem 0 og 5 grader

  Dækken med meget fyld
  (300 g eller mere)

  Lavere end -5 grader

  Lavere end 0 grader

 

DÆKKENETS OPBYGNING: 

1: Til mange regn- og udedækkener medfølger eller kan der tilkøbes en hals. Halsstykket bruges for at give varme og beskyttelse til hele kroppen, men er ikke en nødvendighed. Bruges ofte til de koldeste dage.

2: Der er forskellige typer frontlukning. Nogle dækkener har karabinhager, andre har quick-lukning og andre igen har et helt andet system. Det kan være en fordel, hvis man kan justere på længden af stropperne, da man på den måde kan opnå bedre pasform.

3: Skulderslidsen er en god ting på udedækkener. Det giver større frihed for hestens skuldre og forben, og hesten kan derfor bevæge sig mere frit omkring, uden at dækkenet generer og strammer.

4: Nogle dækkener har højere krave/hals end andre (under den påsatte hals). En højere krave kan være godt til heste, som får spændinger eller som mister mankehår i området her, da der gives større frihed og mindre pres.

5: Dækkener fås som regel med én til tre mavestropper, som sørger for, at dækkenet holdes på plads, når hesten bevæger sig.

6: Nogle dækkener har bagbensstropper. Disse hjælper ligeledes med at holde dækkenet på plads, specielt når hesten ruller sig, og er derfor en god ide.

7: Haleflappen sikrer beskyttelse mod vind og vejr på et sted, hvor hesten også er udsat, og derfor skal denne nå ned over hele haleroden. Flappen skal dog være løs, så hesten kan slå med halen.

For stort eller for småt:

Det er meget vigtigt, at hesten har et dækken på, som passer den i størrelse og pasform. Hvis dækkenet ikke passer ordentligt, er der større risiko for, at hesten piller dækkenet af, eller at det rent faktisk er til stor gene for hesten. Passer dækkenet ikke ordentligt, kan man risikere alvorlige sår og trykninger, muskelspændinger og ømhed.

Ryglængden på dækkenet svarer til målet fra hestens manke til halerod. Et dækken skal helst sidde pænt til, uden at være hverken for stramt eller for stort. En god ting at kigge efter er, at det skal nå ned lige under hestens mave set fra siden samt til lige under hestens albue. Der skal være god plads foran ved bringen, hvor der derudover skal kunne lukkes tæt til. Desuden skal hestens skuldre og bagparti ikke slide meget imod, når hesten bevæger sig rundt. Hvis dækkenet er for stort i halsudskæringen, vil det glide bagud fra manken mod ryggen.

 

Se alle vores dækkener her! Har du flere spørgsmål til valget af dækken, er du mere end velkommen til at kontakte os på telefon eller mail.